Bøssekortet virker ikke længere!

Jeg har virkelig savnet at være mig. Sådan rigtig mig! Dermed ikke sagt, at jeg ikke har været mig selv i et langt stykke tid. Men jeg savner at vise jer noget personligt, lidt følsomhed, mundlort, flippe ud, være sårbar – ja, bare at være mig. Det er ikke særlig personligt, at jeg fortæller jer, jeg har brugt halvdelen af min løn i the body shop, købt en ny trøje, eller jeg har sovet en time længere end jeg plejer. Og samtidig med det her med, at jeg savner at være mig, savner jeg virkelig også at holde den røde tråd bedre og vende mit liv i forhold til min seksualitet i forskellige aspekter herinde. Den snak har der nemlig ikke været meget af her for tiden. Mest fordi det er ret svært for mig at finde på noget at skrive omkring det, fordi jeg ikke rigtig ved, hvilke dele af en anden seksualitet, der interesserer jer, eller hvad I føler, I kan bruge til noget og rent faktisk gider lytte til. Om ikke andet, så er jeg tilbage nu i dette indlæg, som er mere mig :)

Jeg har en gang eller to nævnt herinde, at når man er homoseksuel og ikke er sprunget ud, føler man sig meget forkert. Man føler sig helt ved siden af, anderledes, alene og slet ikke oprigtig lykkelig. Det kan måske virke lidt mærkelig for nogle, for det er jo ‘bare’ en seksualitet, så jeg tænker at komme med et helt indlæg, om at føle sig forkert og ulækker inden man springer ud snarest. Jeg følte mig meget forkert, da jeg var ved at springe ud og faktisk også et godt stykke efter. Det er svært at leve med, at man tror hele verden, synes man er ulækker og anderledes, fordi man selv tror det, da man ikke helt har lært at acceptere det. Jeg vil faktisk næsten våge at påstå, at det er en af de værste følelser, man kan føle.

Jeg husker, at da jeg tog springet for lidt over 2 år tilbage, var jeg meget bange for folks reaktioner. Jeg havde kun brug for støtte og opmærksomhed og få at vide, at jeg er god nok. Derfor gik jeg også konstant og var bange for, nærmest rædselsslagen, at folk skulle begynde at kalde mig et eller andet, hviske i krogene, spørge ind til mig hånefuldt eller på anden måde prøve at chikanere mig. Jeg følte mig utilpas, når folk trak bøssekortet. Når jeg snakker om bøssekortet er det, at man kalder andre for bøsse i en nedladende tone for at håne eller stille spørgsmålstegn ved den andens seksualitet, fordi man selv er usikker og gerne vil rangere lidt højere i det maskuline hieraki blandt vennerne. Et hieraki jeg aldrig helt har forstået – og nok heller ikke kommer til.

Bøssekortet var noget at det værste. Både fordi man følte sig til grin, men også fordi, man følte, at den pågældende “korttrækker” fik de andre drenge med på bølgen, fordi der nu var igangsat en fucking åndssvag og slet ikke særlig human konkurrence om at håne den svage bøsse mest, så man kunne blive den stærkeste og mest maskuline i hierarkiet. Trist men sandt. Jeg glemmer aldrig, da jeg fik bøssekortet, og blev spurgt meget nøje ind til mit sexliv. Jeg kunne jo i grunden være ligeglad, og bede dem blande sig udenom. Men man føler sig så svag og utilpas, at man faktisk ikke tør andet end at svare dem, og inden længe er man i centrum af en cirkel af drenge, der står og nedgør en og ens  seksualitet. Derfor søgte jeg tilflugt hos pigerne dengang. De forstod mig på en anden måde en fyrene, de var der for mig, de accepterede mig og hjalp mig videre i stedet for at give mig en dårlig smag i munden, som om jeg var blevet forpestet. Der er faktisk en grund til, at jeg sværmer rundt i piger i dag og mine drengevenner kan tælles på én hånd!

Det gode er nu, at bøssekortet ikke længere fungerer. Det har ikke den samme funktion eller effekt som få år tilbage. Dengang blev det, som sagt, brugt til at få fyrene til at fremstå mere maskuline og blive den “bedste” blandt drengene. Man skulle ydmyge andre for at komme foran. Heldigvis har bøssekortet ændret sig. Er man i dag “korttrækkeren” er det ikke længere den svage homo, der bliver gjort til grin eller får en dårlig smag i munden, men korttrækkeren selv. For i dag bliver det set som utrolig umodent og meget respektløst at bruge bøssekortet – hvilket selvfølgelig glæder mig rigtig meget. For det er forfærdeligt at blive konfronteret med sin seksualitet, når det bliver på et øjeblik, hvor man føler sig svag og anderledes.

Jeg er glad for, at vi blandt de unge er på vej mod en mere tolerant hverdag, hvor der er plads til os alle, og hvor der ikke er behov for at skulle træde på andre for at føle os bedre. For det er lige nøjagtig, hvad jeg har kæmpet for siden jeg sprang ud; retfærdighed og ligestilling.

Jeg håber derfor også, at alle de unge fyre (og piger for den sags skyld), der sidder derude og læser med nu, og som er bange for at tage det endelige skridt, fordi man er rædselsslagen for at blive konfronteret med seksualiteten lige efter springet, hvor man føler sig allermest svag, ubrugelig, anderledes og generelt bare pisse fucking unormal, nu har større mod til at tage springet. Bøssekortet er dødt de fleste steder, og langt flere drenge er respekterende overfor det, som er anderledes – de har ikke længere samme behov for at stemple andre for at fjerne fokus fra deres egen usikkerhed. Det tog sin tid – men det er et skridt i den rigtige retning :)