Det er på ingen måde med min gode vilje, at jeg skriver dette indlæg - GIFen herover illustrerer
Se næste indlæg >
Alexander – uden filter: Her er min historie!
Alexander, 22 år
Hej. Jeg hedder Alexander, jeg er 22 år gammel og kommer fra Odense.
Jeg har prøvet to meget grænseoverskridende ting i mit liv. Det ene var at springe ud som homoseksuel – det andet er at skrive det her. Hvorfor? Lad mig fortælle dig:
Da jeg var 16 år, var jeg lidt af en rod. Tro det eller ej. Jeg vil ikke sige at jeg havde en dårlig vennekreds, for jeg har altid befundet mig sammen med en masse gode mennesker. På det tidspunkt, var mange af de mennesker jeg rendte med de rigtige mennesker. Jeg havde bare svært ved at tro på, at de kunne bidrage til mit sande jeg, hvis de virkelig vidste hvem jeg var. Det var en svær balance at gøre ting man ikke havde lyst til, kun for at udstråle at man havde lyst. Det var underligt at have sex med piger, kun for at vise at jeg kunne. Det var underligt, fordi jeg var den eneste der vidste, at jeg faktisk kun gjorde det for at gemme mig. Det er vigtigt at forstå, at ingen tvang mig til at gøre de her ting.
Jeg blev meget tidligt klar over, at det her med min seksualitet ville blive et ”problem” for mig. Jeg følte ikke jeg kunne tale med nogen om det. Jeg stolede ikke på nogen, og jeg ville ikke skuffe min familie. Specielt min familie følte jeg var den sværeste tanke. Min onkel er også homoseksuel, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke, at nu ville folk tænke ”Er Alexander nu OGSÅ homoseksuel”. Jeg lod tankerne hænge der, og tog ikke mere action på det. Jeg tog et par søvnløse nætter. Måske nærmere uger. Jeg havde så svært ved at acceptere det. Jeg vidste jo godt at jeg var homoseksuel, men jeg ville bare ikke sættes i bås. Jeg ville ikke lige pludselig være kendt som ”Gustav”, for sådan er jeg slet ikke. (intet ondt mod Gustav – alle må være som de vil være, men sådan var jeg bare ikke).
Da jeg var omkring 18 år begyndte jeg at erkende overfor mig selv, at jo flere piger jeg var sammen med og jo flere løgne jeg fyrede af, jo sværere blev det for mig selv. Da jeg lå i min seng en aften, begyndte det at gå op for mig. Jeg var klar over at jeg skulle ud skabet. Nu manglede jeg bare 2 ting. En at snakke med og en masse selvtillid.
Jeg har altid været et utrolig kontrollerende menneske. Jeg har altid haft det bedst med at vide alt hvad der foregår omkring. Tanken om, at når jeg sprang ud, så kunne alle bare snakke om mig som de ville. Alle kunne pludselig skabe deres eget billede af mig. Et billede, som jeg var bange for slet ikke matchede det menneske som jeg i virkeligheden var. Den tanke kunne jeg slet ikke styre. Trods det hele, var ligesom nået til et punkt, hvor jeg var klar til at fortælle min mor det. Min mor var det vigtigste – det har hun egentligt altid været. Hendes holdning har altid været den, som fylder mest i mit liv. Der var aldrig nogen tvivl om, at hun skulle vide det som den første. Jeg havde fundet en veninde som gad høre på, at jeg talte om de samme ting hver aften. Hun rådgav mig på bedst mulig måde, og sagde specielt én ting som jeg meget gerne vil give videre. Hun sagde:
”Sander, du er jo ikke tvunget til at fortælle alle i verden det. Du behøver jo ikke skrive det på facebook og fortælle det til alle du møder. Du er jo af natur ikke et menneske som udstråler det, som folk forbinder med at være homoseksuel. Hvorfor behøver du så skilte med det? Sig det til dem som betyder noget for dig og fuck resten”…. Ingen kunne sige det som hende… Hun havde fuldstændig ret – så jeg besluttede mig for, at det var sådan jeg ville gøre det.
Nu var dagen kommet. Jeg havde været vågen hele natten. Min mor skulle til København, over og besøge min bror. Jeg havde først besluttet mig for at jeg ville fortælle det til hende i bilen, lige inde hun skulle med toget. Men jeg var alt, alt for bange for hendes reaktion. Jeg havde absolut intet at bygge min nervøsitet på, for min mor har altid støttet mig. Det var bare så grænseoverskridende og jeg var så bange for at skuffe hende, så jeg turde simpelhent ikke. Jeg havde naturligvis forberedt mig på min indre tøs (haha), så jeg havde skrevet et brev til hende. I det brev stod alle de ting jeg ikke turde sige omkring min seksualitet.
Jeg satte hende af ved banegården og gik ud af bilen for at sige farvel til hende. Jeg vidste, at nu var der ingen vej var tilbage – enten gjorde jeg det nu, ellers gjorde jeg det aldrig. Sådan havde jeg det virkelig. Jeg sagde farvel til hende og hun begyndte at gå. Jeg havde ikke givet hende brevet og jeg havde heller ikke sagt noget. Jeg prøvede at tvinge mig selv til at sige noget, men jeg kunne virkelig ikke. Jeg gik total i panik, men fik alligevel presset ”mor” ud af min mund. Hun vendte sig om og kiggede på mig. Fuck, nu var der altså ingen vej tilbage. Jeg gik over til hende og tog brevet op af min lomme. Jeg tog det frem og viste hende det. Det var helt foldet sammen til en lille firkant. Jeg forklarede hende, at jeg havde noget jeg gerne ville fortælle hende, men at jeg ikke selv kunne sige det. Brevet forklarede det hele, sagde jeg. Jeg husker, at jeg meget tydeligt fortæller hende at hun ikke måtte åbne det før hun kom ind i toget. Det var virkelig vigtigt for mig. Hun sagde, at hun forstod hvad jeg sagde og lovede mig at hun først ville åbne brevet i toget. Jeg gav hende et kram, sagde jeg elsker hende og siger så farvel igen.
Nu startede den værste del. Stilheden… Jeg kørte og kørte. Jeg havde egentligt sagt til mig selv, at jeg ville køre hjem igen. Men jeg kunne ikke. Da jeg havde kørt lige ud i omkring 40 minutter holder jeg ind et stille sted. Jeg havde brug for luft. Mit hjerte slog hurtigt og jeg kunne slet ikke fokusere. Jeg havde intet hørt fra hende, trods det at der stod i brevet at hun skulle give lyd fra sig når hun havde læst brevet. Jeg stod og kiggede udover vandet med min telefon i hånden. Jeg ville ønske jeg kunne beskrive hvad der gik igennem mit hoved i de minutter jeg stod der, men jeg kan simpelhent ikke huske det. Jeg husker bare, at min telefon pludselig ringer. Det var min mor. Jeg tog den, men sagde ingenting. Hun brød stilheden med ordene: ”Hvor er du? Er du okay?”. Jeg svarerede at jeg ikke helt vidste hvor jeg var, og jeg ikke helt vidste om jeg var okay. Herefter siger min mor nogle ord, som nok egentligt er skyld i at jeg i det hele taget kan sidde og skrive det her. Hun siger:
”Lille skat. Prøv at fortæl mor en ting hun ikke ved. En rigtig mor kender sine børn. Jeg har gået og ventet på dig og jeg er så lykkelig over at du endelig har gjort det. Tillykke min skat. Jeg elsker dig!”
Jeg græd. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det var den mest underlige følelse jeg nogensinde har haft. Med de ord kunne jeg klare hele verden. Frygten for mig selv og for andre forsvandt. Jeg følte intet behov for at sige noget til andre. Jeg følte bare et behov for at være fri, nu når jeg endelig kunne være det. Jeg lover Jer venner – det var den vildeste følelse nogensinde.
Som tiden gik fik jeg fortalt det til flere og flere. De næst vigtigste for mig var selvfølgelig min far, hans kone og mine brødre. Specielt min onkel og hans mand, som jeg altid har haft et specielt godt forhold til var vigtigt for mig.
Min seksualitet og mit forløb omkring at springe ud har kun bundet mig sammen med andre. Jeg har fået verdens bedste forhold til min familie. Vi havde ikke et dårligt forhold før, men jeg var bare ikke glad. Jeg havde selvfølgelig et par venner som røg i svinget, men det skyldes ikke min seksualitet eller mit udspring. Jeg ændrede mig bare… Eller nej, jeg blev mig selv. Det var nok med til at få skiftet lidt ud i min vennekreds.
Jeg har virkelig lært at hvile i mig selv, og jeg har lært være glad for den jeg er. Som min ven sagde til mig: ”Sander! It’s okay to be gay!” – haha. Jeg griner sku stadig over den måde han kunne sige det på.
Nå, jeg kan tale 1000 år om alle mine sjove oplevelser, men der skal være en mening med det her. Der skal være en mening med hvorfor jeg skriver det her.
Jeg vil sige det sådan her, at jeg håber Du, kære læser, har fanget, at jeg sprang ud for min egen skyld og ikke for andres skyld. At agere heteroseksuel var noget jeg gjorde for andre. Det var også noget jeg gjorde mod andre. Jeg knuste ”mange” pigehjerter. Jeg tror jeg har sagt undskyld til de fleste.
Jeg synes at det er vigtigt at lægge fokus på det gode ved de ting som nu en gang sker. Sådan har jeg det generelt med alt. Jeg synes det er vigtigt at forstå, at man bliver et nyt menneske når man springer ud. Man er ikke sig selv når man er inde skabet. Jeg kan på det dybeste kun ”anbefale” at gøre det. Dit liv er for kort til andet. Find en du stoler virkelig meget på og snak med vedkommende. Tag det i dit eget tempo. Jeg har ikke nødvendigvis den rigtige måde at gøre det på. Det tror jeg ikke på at der er nogen der har. Jeg tror virkelig det handler om at starte med at finde sig selv, og så finde sin egen måde at gøre det på. Bare husk, at du gør det for dig selv og ikke for andre. Det er ikke meningen, du skal glæde nogen eller gøre nogen kede af det. Det er meningen at du skal glæde dig selv og fjerne de mange tunge sten som presser den du virkelig er.
Til sidst vil jeg sige, at homoseksualitet ikke skal omtales som et problem. Jeg synes oprigtigt at der skal være plads til alle. Der findes i min verden INGEN bestemt måde man skal være på, for at være homoseksuel. Jeg behøver ikke plukke mine øjenbryn eller sætte et længere s på tungen. Jeg behøver kun at være mig selv. Ligesom dem som plukker sine øjenbryn og sætter et ekstra s på tungen.
Hav respekt for dig selv og lad folk forstå det. Du skal ikke behandles dårligere end andre, bare fordi du måske er lidt anderledes. Du skal ikke sættes i bås eller betragtes som noget negativt. Du skal betragtes som det menneske du er og det skal du være glad for. Jeg har meget få krav til dig som læser det her. Elsk dig selv og vær dig selv. Og husk:
Man skal altid presse sig selv. Nogle gange skal man presse sig selv til noget man ikke ville have gjort. Nu har jeg gjort noget jeg aldrig ville have gjort. Jeg har for første gang i mit liv ”flaget” med min seksualitet. Og jeg gør det gerne igen, hvis jeg kan være et forbillede for folk som har det svært. For jeg ved om nogen hvad det vil sige at sidde fast i sin seksualitet, og jeg om nogen hvor fedt det er at være ude på den anden side. Mit liv startede først den dag jeg sprang ud!
Tak fordi jeg måtte tage noget af din tid og held og lykke.
Alexander Bellacci
Kære Alexander!
Flot skrevet.
Og sikke en dejlig mor du har! :-)