Jeg har købt noget vildt: Blonder til mænd?

7 spørgsmål til: Sally

Sally_spørgsmål

Jeg har længe tænkt på at få andre i mit liv involveret lidt i bloggen og at I skulle lære mig lidt bedre at kende. Jeg har kombineret de to ting, så nu fortæller mine nærmeste hudløst ærligt, hvordan jeg er. Her – første gang – er det min absolut bedste veninde Sally, som fortæller lidt om mig. Jeg krummer tæer, smiler og græder af grin over svarene, haha! Jeg håber I synes, det er lige så skægt, som jeg synes, det er :)


1. Hvor kender du Daniel fra og hvor lang tid har I kendt hinanden?
Jeg kender Daniel helt tilbage fra dengang, hvor det ville være mærkeligt at kalde ham Daniel. Han hed jo Ishøj!
Ishøj flyttede ind i min klasse på Grundtvigsskolen i 6. klasse. Jeg kan tydeligt huske at jeg troede han havde et crush på mig, for efter en af de første dage sendte han mig en SMS med: ”skal vi give hinanden et kram efter skole? :i” hahahaha hvor lyder det bare dumt nu.. Men jeg var så bange for, at han var forelsket, at jeg sagde ja, men da vi fik fri, løb jeg ud af den dør som var længst væk fra ham og lod som om, at jeg havde ”glemt det”. Heartbreaker? Ikke rigtig nej.. Tror Daniel var den store heartbreaker eftersom han slet ikke kunne lide os tøser ;-) 
Der har dog været mange krammere siden, hvilket har resulteret i omkring 7-8 års stærkt venskab.

2. Hvad ved du om Daniel, som andre måske ikke ved?
Den er faktisk svær, for Daniel er god til at dele sit liv med jer, så I ville ikke blive overraskede, hvis jeg sagde, at han havde en fetish med bryn, eller at han var til mænd… 
Men jeg kan fortælle en historie, som afspejler en side af Daniel som måske ikke alle kender til. Daniel er nemlig ikke kun en fabulous fag. Især ikke når han endelig drikker sig fuld og slår sig løs! De nærmeste ville sagtens kunne høre historien og tænke: ”Hvor er det bare typisk Ishøj!”
Da jeg mødte min daværende kæreste, ville jeg gerne præsentere ham for min bedste ven. Det gjorde jeg ved at invitere Daniel hjem til min kæreste til noget hyggedruk rundt om et bål. Det var super hyggeligt; stille og roligt – indtil Daniel valgte at bælle en halv flaske Cuba Caramel uden noget andet til, fordi vi ikke havde mere sodavand at blande op med. Intet kunne han mærke, påstod han, men der gik ikke mange minutter før han løb rundt i naboens have – kun iført underbukser. Han drak også et par år for gamle somersby, og mente at der var klumper i. Der gik ikke længe for han brækkede sig i toilettet og tørrede sine brækrester aka. Man-kan-godt-se-du-fik-kylling-i-karry af i mit ben, mens han prøvede at bilde mig ind, at det jo bare var vand. Han tog også et par af min kærestes underbukser på hovedet mens min kæreste blev tvunget til at børste hans tænder, mens Daniel bare ville spytte tandpasta i hovedet på den stakkels fyr. 
Klokken blev mange og vi går alle i seng. Daniel er dog den eneste der mener at vi skal op om 15 minutter (dvs kl 5.30 på en søndag) og derfor skal vi ikke i seng. Han hælder både vand på os, river os i håret, slår på os med et plastikgevær mens han skriger ”LILLE PETER EDDERKOOOOOP!!!” 

Så ja.. Det jeg vil frem til med historien er nok, at Daniel er en rigtig god ven at have, hvis man vil teste om en potentiel kæreste bliver hængende. Ellers er han bare en pisse dårlig wingman!

3. Hvad er det skøreste, I har lavet sammen?
Listen er lang! Daniel får mine skøreste sider frem, så det er svært at vælge hvilken ”genial idé”, der har været den værste. 
Men noget af det dummeste vi nogensinde har gjort, var nok at gå hjem fra Vig Festival. 
Daniel og jeg arbejdede begge i armbåndspåsætningen og var i forvejen ømme i kroppen efter så mange timer i små ubekvemme båse. Alligevel havde vi masser af kræfter til at drikke os i hegnet. Vi beslutter os for at tage hjem og sove, da vi skal op næste morgen og sætte flere armbånd på. Vi finder ud af at toget (som tager 10 minutter til Vig til Nykøbing) først kom om 30 minutter. Vi får derfor den mest geniale idé nogensinde; VI GÅR DA BARE HJEM! – også selvom det er HELT mørkt, ingen lys på hovedvejen og i slidte kina-sko. 
Ja… Lad mig bare sige, at det var en elendig genial idé. Havde vi ventet på toget, havde vi været hjemme på 40 minutter. Det tog os cirka 4 timer at gå hjem.. Og det var meget smertefuldt i fødderne de efterfølgende dage!

4. Hvad er Daniels dårligste egenskab?
DEN ER SÅ NEM!!!! Jeg hader Daniel for det, han ved det, og han synes det er skide skægt. Daniel har intet problem med at være pisse irriterende – især når man skal sove. Mange veninder vil kunne nikke og sige ”amen sister”, når jeg fortæller hvor normalt, det er at få en fod sparket lige i sylten når man sover, blive revet i håret, pillet i nummi, fået en flad eller fået et glas SODAvand udover sig. 
Daniel har engang lavet en salto fra sin sengegavl og direkte ned i hovedet på mig, fordi jeg sov. Det var selvfølgelig en herre fed idé ifølge ham selv. Han er jo så elegant og let som en fjer.

5. Hvad er det bedste ved Daniel?
Han er der fandme bare altid. Og han kan med det samme mærke, hvis der er noget der trykker hos mig. Og så er han ærlig. Hvis jeg er ulykkelig over noget, så giver han mig ikke medlidenhed. Han er konstruktiv, og fortæller mig når der er noget, jeg ikke skal finde mig i. Men han fortæller mig også, når jeg er dum at høre på og nok bare skulle tage en tudekiks og skride i seng.

6. Hvornår har du været mest irriteret på Daniel?
Det er lidt pinligt, for Daniel ved det nok ikke, men der er én ting, som gik mig rigtig meget på i folkeskolen. 
Dengang Arto var smart, der havde Daniel altid den fedeste profiltekst, de flotteste redigerede billeder med blingbling øreringe photoshoppet ind. Han havde altid en milliard URL-venner som også var vildt seje, og hans hår og makeup (ja, makeup) sad perfekt! Han var også bare vildt god til at skrive lange kærlighedsbeskeder til ens venner, med de fedeste farvekoder og tegn som jeg ikke selv kunne finde på mit tastatur. 

Jeg var meget misundelig på Daniel. For så sej var min profil slet slet ikke, der var slet ikke tænkt over mine farvevalg på min side, og min artopistol var pisse skæv. Der var rent faktisk en lille periode, hvor jeg tog lidt afstand til Daniel, fordi jeg simpelthen blev så irriteret på ham, fordi hans Arto-stil var federe end min.

7. Beskriv Daniel med ét ord. Kun ét!
Soulmate.


Hvem kunne I tænke jer svarede på ovenstående spørgsmål næste gang? :)

1 kommentar

  • Emily

    Hvor er det bare godt skrevet – kunne ikke lade være med at grine. Sally har sat en høj standard, men det kunne da være sjovt at høre andre, som er tætte på dig, svare på samme spørgsmål og få bragt flere sjove historier frem ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Jeg har købt noget vildt: Blonder til mænd?