4 år efter: Fortryder jeg noget?

4 år er gået, hvor jeg har talt åbent om min seksualitet. Det har været sjovt, nervepirrende og mest af alt lærerigt og meget givende.

Det var en stor mundfuld – samtidig med, at det var en kæmpe befrielse, som ikke kan sammenlignes med noget andet – at tage det store spring. Hele min person forandrede sig, og det er alligevel en kæmpe forandring man skal igennem, selvom intet jo egentlig har ændret sig. Allerede et halvt år efter startede jeg bloggen for at inspirere andre. Det var der brug for! Jeg manglede selv et forum eller nogen, jeg kunne snakke med, som forstod mig.

Og her står jeg så i dag; 4 år efter. Med lyserødt blod (for bøsser bløder jo lyserødt), hovedet højt, og smilet stort – og altid klar på at hjælpe jer. Det har været fire gode år i ‘friheden’. Jeg har opnået rigtig meget, og jeg føler, jeg har slået mit slag for, at hjælpe andre – og det vil jeg rigtig gerne blive ved. Jeg ved ikke noget bedre, end når jeg modtager beskeder fra andre, som fortæller, at jeg har hjulpet dem meget i deres ‘udspring’ fra skabet. Det er stort og livsbekræftende på en speciel måde. Og jeg fortryder det på ingen måde. Jeg ville aldrig være foruden de oplevelser og glæder, jeg har opnået herigennem. Det har været det hele værd.

Jeg hører – og kender stadig – til en del, som ikke har turde tage springet endnu. Desværre. Nogen på min egen alder, nogen yngre og andre meget ældre. Og det ærger mig. Det ærger mig, at så mange ikke tør, for det skal ikke være sådan! Heldigvis har meget forandret sig på de 4 år, jeg har været ‘ude af skabet’ – og jeg er sikker på, at det bliver endnu nemmere at springe ud i fremtiden, selvom det for de fleste nok altid vil være et stort skridt at snakke åbent op.

Jeg ønsker sådan, at alle som går og holder det inde kommer ud med det; uanset hvor svært det er. Det er ikke sundt for nogen at gå og bære på den største hemmelighed, som påvirker ens identitet så meget; kom ud med det! Hvis nogen skulle have brug for en hjælpende hånd, så kan mit indlæg her måske hjælpe. Jeg sprang selv ud over SMS. Det er det bedste, jeg kunne have gjort, når jeg i dag reflekterer over det hele. Og jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme. Om ikke andet, så vil jeg altid være behjælpelig med de spørgsmål I måtte have, hvis I står i samme situation, som jeg har stået i. Jeg kender til den forvirring og fortvivelse man render rundt med, og det hele føles som om, at ingen forstår en. Men trust me – vi er mange i samme båd :)

Blot lidt onsdagstanker herfra. Bare husk at det er altså sjovere at leve et liv som sig selv end som en, man ikke kender. Man mister nogle på vejen, men man bliver lykkeligere. Se for eksempel på Caitlyn Jenner – har I nogensinde set hende udstråle så meget energi og personlighed som efter hun tog springet?