Tanker om “Prinsesserne fra blokken”

Min news feed på Facebook var mildest talt oversvømmet med opslag fra DR.dk om deres nye programserie “Prinsesserne fra blokken”. Alle opslag efterfulgt af en spydig kommentar til, at de medvirkende piger var ‘skudt i hovedet’, ’til grin’, ‘de får ikke min respekt’ og så videre. Helt ukritisk og ubarmhjertigt har jeg givet ‘thumbs up’ til disse opslag, fordi jeg – i første omgang – syntes, det var enormt morsomt.

I går aftes lagde jeg mig så i seng og tænkte, at jeg nok hellere måtte se programmet, så jeg på ægte dansker-manér kunne grine over hvor kiksede andre er.

Det tænkte jeg også de første minutter, men der gik ikke længe før jeg så noget helt andet under overfladen. Først spurgte jeg mig selv, om de personer, der havde givet deres negative tilkendegivelser om programmet på Facebook, mon overhovedet selv havde set programmet eller blot traileren? Dernæst reflekterede jeg over den substans som programmet faktisk var af. For mig er det helt tydeligt, at DR har lavet et program, der på så mange måder afspejler en gruppe unge i Danmark – på indersiden. De her piger som medvirker i programmet, har alle haft en svær opvækst, de har alle deres personlige issues som overgår de fleste af os, og for mig at se, så er det her lige så meget en dokumentarserie, som det er et råb om hjælp fra pigerne.

Måske de gemmer sig bag de store bryster, falske øjenvipper og lange negle for at skygge for den virkelighed, som de faktisk består af. Noget jeg til dels kan nikke genkende til inden jeg sprang ud. Slet ikke det samme som de har været igennem, men jeg føler alligevel, der er ligheder. Og jeg synes det er hammerærgerligt, hvis vi dømmer dem på neglene og håret. Er vi ikke klogere og dybere mennesker end det?

Jeg synes virkelig, der mangler et vigtigt element i denne “debat” om programmet. For mig at se, mangler der virkelig at folk faktisk tager pigerne seriøst, uanset hvor kiksede man end synes, de er, og vi kigger lidt mellem linjerne. Vi kan sagtens blive enige om, at solkur ikke er det mest fornuftige (eller sexede), men hvem er vi at dømme dem på så tyndt et grundlag. De piger har i hvert fald min respekt for at stå frem og fortælle – direkte eller indirekte – hvor svært de har haft det, og hvad de har været igennem. Det må sgu ikke have været sjovt.